Herfra hvor jeg står

Jorge
58 år
Smittet ca. 1985

Værket er dedikeret til Arne, Christian og Per. I nåede ikke at få gavn af medicinen og døde alt for unge. Selv tog jeg hele vejen hvor man troede at kun de promiskuøse fik

sygdommen, så blev man klar over at kondomer kunne beskytte, så fik man at vide at hvis man fik diagnosen så havde man gennemsnitlig 356 dage tilbage. Livet fik en anden dimension i det øjeblik jeg fik diagnosen.

Livet var i mørke farver, mulighederne var kortsigtede. Det værste var når ens nære venner døde, og man tænkte på hvornår ens nummer blev trukket ud. Fik sagt farvel til Arne. Vi talte om fredagen og mandag var du væk. Christian kunne jeg ikke få mig selv til at sige farvel til, du var bare for tæt på med sygdommen. Har aldrig følt vrede over at du gav mig stafetten, vi vidste jo ikke bedre nogen af os og vi holdt jo af hinanden. Per fik jeg at vide var død, af en god bekendt. Vi mindes dig hver gang vi mødes.

Arne vil gerne hjem til Jylland og få et lille sted, hvor ham og vennen kunne hygge med lidt kvæg og høns. Som sygdommen skred frem blev drømmen nedgraderet til en lille kolonihave på Frederiksberg. Sygdommen var hurtigere end ventetiden, så det nåede du heller ikke.

Man kan godt føle skyld over at man overlevede og I ikke gjorde, så derfor har jeg følt at jeg bar rundt på jer. Jeg var stærk som oksen. Jeg føler at I sidder på en stjerne og kigger ned til mig. Mærkerne på hænder og fødder kunne være sarkomer,men de er mærker fra jeres korsfæstelse og jeres lidelse i livets afslutning. Tegnet på reinkarnationen og genopstanden.

Havde selv kræfterne til at komme videre og medicinen var klar da jeg fik behov for den.

Vejen tilbage til livet og de længere horisonter var ikke uden torne. Mærket var dybt og fremtiden usikker trods alt.

Nogle gange kunne man bruge hundrede masker til at gemme sig bag. Ingen af dem var mig.

I dag er livet godt og afklaret. Lyset er kommet og håbet er altid klar til en udfordring. Gør hvad jeg finder rigtigt og nyder det. Kører gerne ud af landevejen i en lille rød bil, nyder naturen og blomsterne i grøftekanten. De nære ting har fået stor værdi.

Maleriet har gjort at jeg har fået jer tre sat på plads og nu sidder I så her på maleriet og ikke inde i mit hoved mere. Jeg vil takke jeg for vort dejlig venskab, og jeg vil altid huske jer.

Deltog i informationsmødet på Rigshospitalet og havde inden set at ”Bodymapping” var repræsenteret. Var lidt nysgerrig og havde lyst til at prøve noget nyt. Processen tiltalte mig og tovholderen på projektet var meget positiv. Så tog jeg springet og kastede mig ud at prøve at male.

Værket tog ikke så lang tid at komponere og jeg har holdt mig meget til første oplæg. En pietal lignende opstilling, en maske som tyr og mindet om vennerne var drivkraften.

Undervejs gjorde jeg mig mange tanker og minderne kom frem.  Tingene blev taget op og vendt, malet og sat på plads på lærredet. Lærredet gjorde stort indtryk fordi det var så stort, så det var i sig selv en proces. En af de andre deltagere lagde krop til det hvide legeme. Det gjorde faktisk hele billedet meget mere nærværende og oplevelsen stærkere.

Det vigtigste i hele projektet for mig var processen, hvor alle gik ind i sig selv og fandt nogle ting frem. Det talte vi meget om og vi havde mange fælles oplevelser og følelser. Som projektet skred frem, jo bedre blev vi til at tale med hinanden og se tingene i både det gamle og så i et nyt perspektiv. Det har været en rejse i fortiden og fremtiden. Har givet et dejligt løft og bedre syn på fremtiden.

Det bedste er alle de dejlige menneskerjeg har mødt.