Da livet blev vendt op og ned

 

Trine Larsen
34 år

Fik konstateret hiv i 2016

Dagene op til jeg skulle testes, går jeg og tænker: “Det skal nok gå, det er bare en meget slem forskrækkelse jeg har fået mig det her”.

Dagene efter blodprøvetagningen tog jeg mig selv i at bede en indre bøn til Gud om at hvis jeg nu testes negativ skulle jeg nok stoppe med at spise usundt, gå for meget i byen, aldrig mere have ubeskyttet sex, spise sundere osv….men nej, jeg var positiv. Alt krakelerede indeni, og jeg var sikker på, jeg skulle leve et liv i ensomhed, hvis jeg overhovedet overlevede, for jeg havde seriøse selvmordstanker og begyndte at skære i mig selv for at få smerten ud, for hvem ville dog have sådan én som mig, der har HIV!!??

Da jeg kom til lægen, brugte hun meget tid på at forsikre mig om, at jeg ikke skulle dø AF HIV, men MED HIV, og at jeg sagtens kunne få børn og leve et sundt liv.Jeg isolerede mig, jeg følte mig frastødende, farlig at røre ved og især at mit blod var farligt, samt ulækker, så ville det jo bare være lettest at tage mit eget liv, hvis jeg skulle have det sådan.Det hjalp ikke på, at jeg følte den tætteste familie tog afstand fra mig/holdt mig ude fra sammenkomster, ikke turde spise noget, jeg havde tilberedt (for hvis nu man blev smittet igennem maden), ikke ville kramme mig, når det eneste jeg virkelig bare havde brug for lige der, var at blive holdt om og få af vide, at det nok skal gå alt sammen, vi er her for dig.

Jeg overlevede de forfærdelige første måneder, kom hurtig i behandling, og efter 2 måneder på medicin var mine tal så lave at infektionen var umålbar!!! derfor kom tanken: har jeg så overhovedet HIV? Men jo den var god nok.

CD4 tal lå på 570 da det blev opdaget.

Beskrivelse af værket:

Jeg ligger på siden, med ryggen til fortiden, da det er ting, jeg har med i rygsækken og ikke kan ændre på.

Jeg ligger med bedende hænder foran et bøjet hoved og beder til en fremtid som forhåbentlig vil indeholde:

At leve med HIV vil blive mere accepteret og der bliver færre fordomme omkring sygdommen og om os, der lever med den.

At finde den store kærlighed og blive gift. Blive bedre til at håndtere alt det tankemylder, der vil opstå mht min HIV (vil medicinen nu altid være nok til at holde den umålbar?!) og mange andre tanker.Huske mig selv på (især når min angst og mørke tanker får lov at bestemme for meget), at jeg er kommet så langt nu, og jeg overlevede selvom det så mørkest ud (I DID IT!!!)