HIV og håb

Preben Bakbo Sloth
46 år
HIV siden 1987.

Jeg deltager i projektet ”Body Mapping” med et ønske om at formidle min oplevelse af og mine erfaringer med et liv med hiv – og min tolkning af disse oplevelser og erfaringer. ”Body Mappings” fokus på både fortid, nutid og fremtid betyder, at jeg ikke blot har mulighed for at fortælle min egen ”lidelseshistorie” (igen!), men også får mulighed for at fortælle om min situation nu i 2009 og mine håb og visioner for fremtiden.

Ganske vist skræmte det mig at skulle udtrykke dette med en pensel i hånden, da jeg absolut ikke er kunstner og ikke kan slå en streg, så det ligner noget – overhovedet. Tilbuddet om hjælp og vejledning fjernede dog noget af frygten. Desuden har et liv med hiv budt på større frygt og udfordringer, så hvorfor ikke….? Jeg opfatter ”Body Mapping” som ét informationsprojekt blandt flere, og jeg skriver bevidst ”flere” i stedet for ”mange”, for der sker alt for lidt på dette område i disse år. Samfundet, medierne og politikkerne handler, som om hiv blot er et medicinsk problem, der mere eller mindre er løst eller på hastig vej til at blive det.

Det var igen lidt skæmmende ved første møde at være sammen med flere af deltagerne, som har megen erfaring med at udtrykke sig pensel på lærred. Det fik igen mine mindreværdskomplexer til at springe ud i fuldt forårsflor. Atmosfæren var dog tryg, afslappet og hyggelig, så hurtigt kunne jeg rykke komplexerne op med rode, nyde fællesskabet og plukke inspiration fra de øvrige deltagere og instruktricen.

Gud og min tro på Gud har altid været en vigtig del af mit liv, har altid været en mere eller mindre integreret i min hverdag og har givet mig en ramme for tolkning af mit liv – også mit liv med hiv. Det har jeg forsøgt at udtrykke både ved mit valg af farver symboler og text.

Baggrundsfarven måtte være grøn: Håbets farve. Omridset af min krop måtte være lilla, da denne farve i kirken bl.a. udtrykker forventning og reflexion.

Naturen betyder meget for mig, så jeg står i græsset omgivet af blomster – flest i nutiden og fremtiden.

De første år med hiv var præget af fortrængning og angst, så i fortiden ser du korset med den røde sløjfe. Dette for at illustrere ”min lidelse, mit Golgata”, og sløjfen på korset udtrykker at solidariteten med os, der lever med hiv, er korsfæstet, den er væk, findes ikke i samme grad i dag som for 10 – 15 år siden. Fortidens græs er mørkt, ligger i skygge, med kun et par enkelte blomstrende lyspunkter, og hånden er knyttet i vrede mod hiv og mod mig selv, over at jeg ikke var i stand til at beskytte mig mod dette forbandede virus.

sig hen til af frygt for svigt og den deraf følgende smerte, hvorimod håbet lever og rækker ind i fremtiden i form af et anker. Oftest føles det som om, håbet er stærkere end kærligheden.

Såret på hånden er stigmaets blodrøde mærke. Det bærer jeg med mig også ind i fremtiden. I dag kan jeg se frem til et godt og langt liv med medicin, men tavshed og ignorance stigmatiserer i en grad så det ødelægger livskvaliteten for mange, der lever med hiv. Det er ikke længere i vores del af verden hiv-virus der slår ihjel. Det er stigmaet, der slår ihjel. Det er stigmaet der til stadighed nagler os til tavshedens og fortrængningens kors, og stadig fra tid til anden rammer os som et lyn.

”Værdighed” og ”respekt” er to nøgleord for mig, de to ben på hvilke jeg går fremtiden i møde. Hiv har angrebet mit immunforsvar men ikke min værdighed og den respekt, som alle, der lever med hiv, har krav på.

Lige midt i mig ser du den tomme grav som et symbol på at livet sejrer og døden. Livet, håbet, kærligheden og troen på og kampen for disse tre er helt centrale for mig. Døden i skikkelse af fortrængning, uvidenhed, ignorance, disrespekt, skyld og skam skal bekæmpes og besejres. Det er det håb, som holder mig gående og giver mig styrke. Det er min drøm, mit håb og min vision.

I fremtiden blomstrer en hvid lilje som udtryk for samme håb for fremtiden og livet selv. På malerier af Jesu opstandelse ser man ofte Jesus med en hvid lilje i hånden eller en lilje, der voxer lige uden for graven, som symbol på opstandelsen, at livet og kærligheden er stærkere end døden.

Det ”gyldne kondom” voxer også i fremtidens græsmark, for med et kondom kan vi stoppe udbredelsen af dette virus. Alle kræfter der taler imod kondombrug, og som vil forhindre adgang til kondomer, må bekæmpes. De er ikke livets og fremtidens ambassadører.

Afrika må også med. Jeg er involveret i et nordisk – sydligt afrikansk kirkebaseret projekt, som hedder ”One Body”, hvis mål er at være med til at bryde stigmaet, som omgiver os, der lever med hiv – både i syd og i nord. Denne solidaritet er afgørende i kampen mod stigmaet, for stigmaet er det samme i syd og i nord, om end mange andre forhold er forskellige. I solidariteten og i fællesskabet er der HÅB.