Peter Rye

  45 år.

    Blev konstateret hivsmittet

i 1987.

”Håb”.

Jeg sagde glad ja til indbydelsen, da jeg så det som en god måde at mødtes med andre spændende folk på

og komme i gang med at male igen. Jeg tænkte først på, om jeg egentlig havde noget at sige andre om hiv efter, at jeg var startet. Jeg er impulsiv ind imellem. Da jeg hørte at maledagene skulle dokumenteres ved, at en fotograf optog

billede og lyd, skulle jeg lige høre, hvad det gik ud på. Jeg frygtede, at mit fokus ville blive fjernet fra at male til at tænke på, at jeg blev optaget. Jeg kan også godt have lidt social fobi engang imellem, og så er det ikke fedt at have

fotograf på. Jeg har længe været ret åben omkring, at jeg er hivpositiv, og det er jeg glad for, så på det område har jeg ikke haft betænkeligheder. Da jeg først var i gang, lod jeg følelserne og impulsiviteten styre meget,særligt i første omgang. Det har blandt andet afspejlet sig i, at jeg mange gange har ændret farverne i billedet. Jeg blev også nødt til at tvinge mig selv til at være kontrolleret på en facon, som jeg ikke er vant til, når jeg maler, for sådan var oplægget jo.

Dels var der de formelle krav om komposition og tekst, og det var grænseoverskridende at skulle tvinge mig selv til at maleefter faste retningslinier. Jeg forsøgte da også at få reglerne lavet om. Endelig skulle jeg iht. oplægget jo gerne have nogetat sige om det at værehiv positiv, og det havde jeg ikke tænkt særligt over, da jeg startede med billedet.

Jeg har forsøgt at lade farverne gengive grundfølelser, jeg tror, mange kan nikke genkendende til som en del af deres liv. Den gule farve symboliserer for mig optimisme, lys og håb. Den mørke/sorte farve symboliserer angst, desperation og sygdom. Den røde er seksualiteten og kærligheden. Jeg har forsøgt at lade farverne være i alle tider, men mere i en tid end i en anden, ift. hvordan jeg selv har oplevet mit liv ændre sig med tiden. Jeg valgte at lade mig ligge på siden, fordi jeg synes det var en spændende komposition og når jeg ser billedet nu, er det en oplagt efterrationalisering, at det er vigtigt for mig, at have en erkendelse af fortiden med mig i det liv,jeg lever nu.

Derfor har jeg vendt mig mod fortiden. Kierkegaard sagde,at livet skal leves forlæns men forstås baglæns.

Jeg har tænkt på, at skulle jeg sige een ting om det at være hiv positiv, som har været afgørende for mig, så er det at jeg altid har haft håb om at alting blev bedre, at jeg kunne holde sygdommen i skak og at jeg ville kunne styre mit liv i

den retning, jeg ønskede. Også tilbage i firserne og halvfemserne, hvor der rent objektivt faktisk var meget pessimistiske udsigter. Men jeg har også haft ret alvorlige depressioner og i mange år,også i dag, måttet sloges med angst og depression ind imellem. Jeg kan huske en læge i starten af halvfemserne, der sagde til mig, at jeg kunne regne med at det mht. hiv kun gik ned af bakke fra nu af, og at jeg tænkte,at det bliver vi altså 2 om at bestemme. Jeg synes også det var hensynsløst og ufølsomt at komme med sådan en udmelding. Jeg har kendt mange hiv positive, der har begået selvmord, også efter,at den effektive behandling er kommet. Senest her i efteråret 08 begik en ung hiv positiv bekendt desværre selvmord. Jeg tænker at der, hvor han tager den endelige beslutning, kan der ikke være nog

et håb tilbage. Jeg synes hiv er en speciel sygdom på den måde, at du ud over sygdommen må slås med fordomme, stigmatisering og bliver ramt på seksualiteten, som jo ellers skulle give varme, mening, glæde og lyst. At du i stedet kan smitte andre med et ubehageligt virus er virkelig ufedt ! Alle hiv positive må også i dag slås med dette. Nogle mere end andre. Afhængigt at hvor godt vi er rustede fra opvæksten, og hvor heldige vi er med de tætte mennesker,

vi har omkring os, kommer vi hel eller halvskinnede igennem den slåskamp. Nogle bliver kloge og klare på,

hvad de vil med livet. Andre knækker nakken. Nogle opgiver. Nogle begår selvmord.

Du må aldrig tage håbet fra et menneske, og vi mennesker er utroligt forskelligt rustede ift. til at takle livets modgang. Det er jeg bevidst om i min omgang med mennesker også i det arbejde jeg har i dag, hvor jeg ind imellem møder meget syge mennesker.