Marcus
24 år
Fik konstateret hiv januar 2021
Jeg blev ringet op af min læge med testresultatet på en onsdag efter en lang dag med en sød fyr, hvor telefonens eneste formål var at være på flightmode.
Hiv-testen var positiv. Det andet, der fulgte, var noget jeg tænker var et angstanfald og mig, der satte mig ind i min bil og kørte væk fra “gerningsområdet”, men endte med at stille bilen et sted og blive hentet af J.
Vi tog på McDonald’s. Det blev min første redning.
Dagen efter fulgte de første samtaler med læge og sygeplejerske, som på ingen måde var en succes.
Til gengæld fik jeg taget blodprøver af den sødeste sygeplejerske N der fortalte, at hun havde læst i Papmaché-reglen (af Hella Joof), at man skulle huske de gode oplevelser i livet. Og så komme glimmer på det.
Det inspirerede hende til at komme lidt glimmer i håret hver dag inden hun mødte på arbejde. Derfor glimmeret på mit hoved. Så tak til sygeplejersken N og tak til Hella Joof.
Mit hoved er fyldt med både dårlige og gode oplevelser relateret til hiv – de dårlige har ikke fået så meget plads på værket. Det har de gode til gengæld. Vil dog fremhæve H’et på venstre side, som er forbogstavet på en rådgiver der hjalp mig igennem det første år. Altid i farverigt tøj og højt humør.
Glasset over M’et hentyder til min veninde der drak fra samme glas som mig, da jeg havde taget piller første gang, fordi som hun sagde: “Det smitter jo ik` hvis jeg drikker af glasset for fanden?”
Og kysset fik jeg af min ven V for at vise mig, at han ikke var bange for mig. Og for at drage omsorg.
Så tak til J, til M og til V.
Nu er jeg i lære som klinikassistent hos en tandlæge. Jeg arbejder i aidsfondets checkpoint. Jeg er omgivet af dejlige mennesker og fremtiden har heldigvis fået meget mere plads end den havde dengang i januar 2021.
Min pilleæske med Batman-logoet skulle selvfølgelig med, fordi jeg har den med mig alle steder, men mest af alt, fordi jeg synes den er ret sej.
Jeg håber fremtiden ser positiv ud, derfor har jeg også skrevet det ord med blokbogstaver. Fremtiden ser lys ud.
Seneste kommentarer