Preben

Bakbo Sloth.

46 år

Har levet med hiv siden 1987

Værket hedder

”Hiv og Håb”.

Jeg deltog i projektet

Body Mapping

med et ønske om at formidle min oplevelse af og mine erfaringer med

et liv med hiv

–og min tolkning af disse oplevelser og erfaringer.

Body Mappings

fokus på både fortid, nutid

og fremtid betyder, at jeg ikke blot har mulighed for at fortælle min egen (“lidelses”)- historie (igen!), men også fik

mulighed for at fortælle om min situation nu i 2009 og mine håb og visioner for fremtiden.

Ganske vist skræmte det mig at skulle udtrykke dette med

en pensel i hånden, da jeg absolut ikke er kunstner og ikke kan slå en streg, så det ligner noget –overhovedet.

Tilbuddet om hjælp og vejledning fjernede dog noget af frygten. Desuden har et liv med hiv budt på

større frygt og udfordringer, så hvorfor ikke…? Jeg opfatter Body Mapping som ét informationsprojekt blandt flere, og jeg skriver bevidst

”flere” i stedet for”mange”, for der sker alt for lidt på dette område i disse år. Samfundet, medierne og politikkerne handler, som om hiv blot er et medicinsk problem, der mere eller mindre er løst eller på hastig vej til at blive det.

Det var igen lidt skæmmende ved første møde at være sammen med flere af deltagerne, som har megen erfaring med at udtrykke sig pensel på lærred. Det fik igenmine mindreværdskomplexer til at springe ud i fuldtforårsflor. Atmosfæren var dog tryg, afslappet og hyggelig, så hurtigt kunne jeg rykke komplexerne op med rode, nyde fællesskabet og plukke inspiration fra de øvrige deltagere og instruktricen.

Gud og min tro på Gud har altid været en vigtig del af mit liv,har altid været en mere eller mindre integreret i

min hverdag og har givet mig en ramme for tolkning af mit liv – også mit liv med hiv. Det har jeg forsøgt at udtrykke både ved mit valg af farver symboler og text. Baggrundsfarven måtte være grøn: Håbets farve. Omridset af min krop måtte være lilla, da denne farve i kirken bl.a. udtrykker forventning og reflexion. Naturen betyder meget for mig,

så jeg står i græsset omgivet af blomster – flest i nutiden og fremtiden. De første år med hiv var præget af fortrængning og angst, så i fortiden ser du korset med den røde sløjfe. Dette for at illustrere ”min lidelse,

mit Golgata”, og sløjfen på korset udtrykker at solidariteten med os, der lever med hiv, er korsfæstet, den er væk, findes ikke i samme grad i dag som for 10–15 år siden. Fortidens græs er mørkt, ligger i skygge, med kun et par enkelte blomstrende lyspunkter, og hånden er knyttet i vrede mod hiv og mod mig selv, over at jeg ikke var i stand til at beskytte mig mod dette forbandede virus sig hen til af frygt for svigt og den deraf følgende smerte, hvorimod håbet lever og rækker ind i fremtiden i form af et anker. Oftest føles det som om, håbet er stærkere end kærligheden.

”Værdighed” og ”respekt” er to nøgleord for mig, de to ben på hvilke jeg går fremtiden i møde. Hiv har angrebet mit immunforsvar men ikke min værdighed og den respekt, som alle, der lever med hiv, har krav på. Lige midt i mig ser du den tomme grav som et symbol på at livet sejrer og døden. Livet, håbet, kærligheden og troen på og kampen for disse tre er helt centrale for mig. Døden i skikkelse af fortrængning, uvidenhed, ignorance, disrespekt, skyld og skam skal bekæmpes og besejres. Det er det håb, som holder mig gående og giver mig styrke. Det er min drøm, mit håb og min vision.

I fremtiden blomstrer en hvid lilje som udtryk for samme håb for fremtiden og livet selv. På malerier af Jesu opstandelse ser man ofte Jesus med en hvid lilje i hånden eller en lilje, der voxer lige uden for graven, som symbol på opstandelsen, at livet og kærligheden er stærkere end døden. Det ”gyldne kondom” vokser også på fremtidens græsmark, for med et kondom kan vi stoppe udbredelsen af dette virus. Alle kræfter der taler imod kondombrug, og

som vil forhindre adgang til kondomer, må bekæmpes.

De er ikke livets og fremtidens ambassadører. Afrika må også med. Jeg er involveret i et nordisk – sydligt afrikansk kirkebaseret projekt, som hedder ”OneBody”, hvis mål er at være med til at bryde stigmaet, som omgiver os, der lever med hiv – både i syd og i nord. Denne solidaritet er afgørende i kampen mod stigmaet, for stigmaet er det samme i syd og i nord, om end mange andre forhold er forskellige. I solidariteten og i fællesskabet er der HÅB.